Den nationalromantiske forestilling om, at vi i lille Danmark er meget bedre tjent ved at gemme vores egne danske, danske, danske kroner under madrassen, er ikke andet end det - en forestilling. Kronen er alligevel bundet til euroen. Euroen er konstrueret forkert, for dumt, og for tidligt, men en fælles fodmønt giver da mening i et Europa presset fra regeringer og multinationale fra øst og vest. Og en fælles fodmønt kan kun lade sig gøre i et Europa, der arbejder sammen.
Det samme gør sig gældende i mange andre forhold:
- Et bæredygtigt Europa.
- Et mere lige Europa.
- Et solidarisk Europa.
Men vores angst for, hvad der sker "nede i Europa" blokerer for det. Vi er - ofte med god grund - bange for at lade os tryne af de store lande. Og det er, hvad der sker. Landenes ministre sidder i rådet og kæmper for nationale egeninteresser. Nationalregeringer forfalder til autokrati og korruption. Småpartier får stemt uhyrligheder igennem i små og store nationer. Fra mit lille hjørne hører jeg fornuften komme fra parlamentet. Ikke fra nationallandene, og slet ikke fra ministerrådet.