skip to main content

KLADDE

Jeg blokerer ikke reklamer, de generer mig for det meste ikke så voldsomt, og medierne har jo brug for indtægten; men jeg blokerer trackere!

Hvis et demokrati fordrer en oplyst befolkning, og et innovativt samfund kræver nysgerrige borgere og adgang til information, så har Danmark et demokratisk og innovativt underskud. Det er vi såmænd ikke alene om, og vi er langt bedre stillet end mange andre befolkninger, men det betyder ikke, at vi ikke kan gøre det meget bedre.

Den danske befolkning har gratis adgang til statsstøttede medier som Danmarks Radio og til dels TV 2, og kan få stillet noget nysgerrighed med udmærkede medier som videnskab.dk.

De danske medier bør stå sammen og lave en fælles reklameplatform, som ikke sporer brugerne. Selve organisationen behøver ikke generere profit, men bare fungere som en broker mellem firmaer og medier.

Giganter som Google, Facebook og YouTube støvsuger 90 procent af det nye annoncemarked. Endnu har ingen af verdens mediehuse regnet ud, hvordan de kan få bugt med problemet. Information

Hvert mediehus prøver (måske?) at finde en løsning, som virker - for dem selv. Det griner Facebook og Google da bare af hele vejen til banken. Hvis ikke medierne går sammen - f.eks. i Skandinavien - og danner deres egen reklameplatform, har de ikke en chance! Det skal være en platform, som:

  • Tilgodeser "marginale" medier, der ellers vil have endnu sværere ved at overleve i et Facebook-/Googlekontrolleret marked.
  • Ikke bringer uetiske reklamer.
  • Ikke tracker individuelle personer.
  • Begrænsning på størrelsen af reklamer (i megabyte, ikke grafisk) for ikke at bruge unødvendig energi, både for klima og batterilevetid.
  • Deler provenu deles medierne.
  • Ikke skal betale afkast til aktionærer
  • Afhjælper den sociale slagside med lavere abonnementspriser for studerende, kontanthjælpsmodtagere, pensionister og lignende.

Ikke at tracke læserne kan også give uventede indtægter: Der ville være langt mindre grund til at blokere for reklamerne. Eller rettere, at blokere for trackerne. Jeg ville personligt støde på langt flere reklamer, hvis ikke de plugins, jeg har installeret i browseren blokerede kendte trackere.

Ligesom man kan lave en forretning på en søgemaskine, som ikke tracker folk, vil jeg påstå, at det er muligt, at lave en indtægt på reklamer, uden at kortlægge læsernes mindste skridt.

Så medierne er ikke uden skyld i miseren. Tag Jer sammen, og arbejd sammen!

Top